http://www.mikkelcarl.com/files/gimgs/th-106_05break_v36.jpg
 
 
http://www.mikkelcarl.com/files/gimgs/th-106_80_0_88_45_Untitled-3_v13.jpg

4. MIKKEL CARL (f. 1976)
–Neo-neo-avantgardist og konceptkunstner

Mikkel Carl dimitterede fra Det kgl. Danske Kunstakademi i 2009 efter at have taget en bachelorgrad i idéhistorie ved Aarhus Universitet i 2002. Han arbejder ikke-mediespecifikt, dvs. ikke så meget med fordybelsen i en enkelt kunstnerisk disciplin som maleri eller skulptur, men derimod nærmere med den interdisciplinære og installatoriske iscenesættelse af disse gennem anvendelsen af legio materialer. For Mikkel Carl drejer det sig således mere om at stille spørgsmål og forfølge idéer på tværs af feltet end om at afdække ”sandheden” i dybden. Ikke desto mindre har han ”hænderne skruet rigtigt på” og bakser gerne med materien rent manuelt. Også selvom han ligeså gerne anvender readymades, som han relokerer eller rekontekstualiserer, så der opstår nye betydninger eller ”Mikkel Carl-oplevelser”. Ikke mindst derfor overrasker hans værker ofte og han forsøger i det hele taget at sprænge de gængse kunstneriske kategorier. Det foregår alt sammen i en bevidst dialog med såvel den historiske avantgarde fra omkring første verdenskrig såvel som med 1960ernes neo-avantgarde. Mange af deres greb genfindes således i Mikkel Carls neo-neo-avantgardistiske konceptkunst. Han er yderst velorienteret bagud i kunsthistorien og i forhold til samtidskunsten, ligesom han har en solid filosofisk baggrundsviden, som han trækker på i udtænkningen af sine værker. Der har været bud efter ham som censor såvel som gæsteprofessor på Det kgl. danske Kunstakademi, han skriver om kunst og kuraterer, når lejligheden byder sig. Senest udstillingen ’Danmark’, der sidste år var en del af den nye internationale kunstmesse CODE i Bella Center, og hvor Mikkel Carl med polemisk anstrøg fokuserede på danske kunstnere, der står uden galleri-repræsentation herhjemme.

Som sagt anvender Mikkel Carl hyppigt materialer og objekter, der traditionelt set er kunsten fremmed. Eksempelvis skabte han i 2012 installationen ’New Paintings Caught in the Headlights of Parking Cars’, hvor malerierne bestod af såkaldte anti-chok-tæpper spændt på blindramme. Tæpperne findes i enhver førstehjælpskasse og normalt bruges de i tilfælde af en trafikulykke el. lign. til at svøbe omkring den tilskadekomne. Som følge af materialets reflekterende overflade forhindrer man derved det voldsomme tab af kropsvarme, der ellers er et resultat af chokket, og folien forener dermed det fysiske og det mentale niveau på en yderst interessant måde: Når ofret igen får varmen, vender roen tilbage. Malerierne blev vist i Ringsted Galleriet, der som så mange andre gallerier verden over har til huse i en tidligere garage, og de besøgende fik således lov at køre direkte ind i udstillingen. Siden er installationen blevet vist i to andre udgaver – i Estlands hovedstad Tallinn og senere som led i en udendørs skulptur-triennale i en fungerende P-kælder i Odense – og i det hele taget spiller selve titlen drilsk på modernismens evige forestilling om ’new paintings’, ifølge hvilken enhver ung kunstner har at begå rituelt fadermord på sin forgænger i bestræbelsen på at skabe et ganske nyt udtryk. Sådan udlægges det 20. århundredes kunsthistorie i hvert fald som regel. Men i stedet for at levere hvad udstillingstitlen umiddelbart lovede, skabte Mikkel Carl muligheden for en ganske anden type billeddannelse; slørede refleksioner i sølv af biler, for- og baglygter og beskuerens eget omrids. Samtidig var konteksten et bærende element: Ringsted ligger som bekendt ”ude i provinsen”, hvor de fleste har bil for at kunne klare logistikken, og derfor lå det endnu mere lige for at lade publikum køre ind og skabe udstillingen med deres blotte fysiske tilstedeværelse. ’New Paintings Caught in the Headlights of Parking Cars’ blev præmieret af Statens Kunstfond.

Ud over Photoshop, hvor han laver sine skitser i form af digitale collager, er Mikkel Carl’s primære værktøj for så vidt hans iPhone. Her skriver han alle sine idéer ned, så snart de melder sig: ”Øde ø”, ”svævende meteorit”, ”anodiseret titanium” eller andre mere eller mindre specifikke idéer til noget, der måske engang kan blive et værk. Eller han dokumenterer ting i virkeligheden, som inspirerer ham. Et rygende askebæger udenfor Art Herning for eksempel. Desuden ledsages de mange ideer af en liste med citater fra kunstmagasiner, sociale medier, aviser, foredrag osv., der alle udgør mulige titler: ”Watch out as fake things catch fire” eller ”Too real to be true”. Siden Duchamp kaldte et omvendt pissoir ”Fontæne” har titlen været en integreret del af kunstværket, og sådan er det i særdeleshed også for Mikkel Carl, hvor selv titelskiltets materialefortegnelse ofte viser sig at indeholde afgørende ledetråde i forhold til værkets betydningskompleks. Imidlertid skal der de rigtige omstændigheder til før ideen bliver til et værk. Der kan gå 6 måneder, eller 6 år, før den udstillingssituation opstår, hvor værket for alvor vil give mening. Man kan derfor med god ret sige, at Mikkel Carls værker er stedsspecifikke. ”Stedssensitive” foretrækker han selv at kalde dem, for at undgå den specifikke reference til tressernes og halvfjerdsernes mere eksplicit politiserede tilgang.

Til eksempel var Mikkel Carl i 2015 inviteret med på ’Trust’ – den omfattende udstilling i fem københavnske kunsthaller – nærmere bestemt udstillingen ’Salon’ i Kunstforeningen Gl. Strand. Her er rummene i rokokobygningen tegnet af Philip de Lange i 1751 indlysende smukke og bærer præg af engang at have været en herskabeligt residens. Dette kan til tider være en hæmsko for samtidskunsten, der ofte folder sig bedst ud i mere ”neutrale” rammer – i den såkaldte hvide kube. Så igen måtte kunstneren tage den givne, arkitektoniske kontekst i ed, inden værkerne fuldt ud kunne konciperes. Således konsulterede Mikkel Carl nok en gang sin liste og fandt, at bl.a. den ”øde ø” for så vidt passede udmærket til idéen om salonkulturen. Den opstod i det sene 1700-tal med fremkomsten af den borgerlige offentlighed, og fandt sted i private hjem, der ofte havde en smuk og eksotisk vinterhave, og hvor omdrejningspunktet var den kvindelige værtinde. Siden har salon-formatet ad flere omgange fundet vej til kunstinstitutionen, og noget lignende gælder faktisk vinterhaven, hvor den største og mest kendte er den i Ny Carlsberg Glyptotek. For Mikkel Carl blev resultatet af alle disse ”udregninger” en ø af koralsand med en høj kokospalme i midten – ikke ulig dem vi kender fra vittighedstegninger. Og som noget afgørende blev den installeret umiddelbart under loftets roset i et af de solbadede rum, der vender ud til kanalen, således at kunstige palmeblade ”spejlede sig” i blomsterornamenter af gips. Værkets titel var ’No Woman is an Island’, og på denne på en gang umiddelbare og historisk komplicerede vis gav installationen noget tilbage til stedet.

”Stedssensitiv” var i høj grad også Mikkel Carls installation på Tranen i Gentofte Hovedbibliotek med titlen ’Fuck Yes’ (2013). Her skabte han en enorm spejlvæg, der forstærkede lysindfaldet fra de cirkulære skylights. Og på marmorgulvet i Henning Larsens kridhvide rum placerede han fem grå ’fat boy’ sækkestole bemalet med abstrakte motiver, så de fremtrådte som højst omformelige, tredimensionale malerier. Hermed overlod kunstneren det til publikum at skabe udstillingen på baggrund af deres egne forventninger om og forestillinger til, hvad en kunstudstilling består af. Der var altså i høj grad tale om et interaktivt kunstværk, som helt konkret satte beskueren i centrum. Om end man selvfølgelig også bare kunne vælge at sætte sig og læse i en af bibliotekets bøger. Dermed forholdt Mikkel Carl sig samtidig til biblioteket som en kulturinstitution, der kan danne en stille ramme om videnstilegnelse – fordybelse i digte- og romankunst eller musik. Eller måske rettere forholdt han sig det biblioteket engang har været, for i de senere år har det i stigende grad udviklet sig – ligesom også kunstmuseet har det – til et sted hvor man ”hænger ud” eller ”får en på opleveren”. Dermed kan man godt opfatte spejlvæggen bestående af hundredvis af mindre, kvadratiske spejle, som en kommentar til den grasserende Selfiekultur, hvor alle er optaget af at ”se sig selv” eller måske nærmere ”se sig selv, se sig selv” (Instagram startede ud med at anvende det kvadratiske format emblematisk for Polaroid-billedet).

I 2015 udstillede Mikkel Carl i Kunsthal Nord i Aalborg. Der var her tale om en radikal intervention, hvor hele kunsthallen blev inddraget, og publikum var vidne til en række værker, der alle bestod af indgreb i kunsthallens arkitektur og samlede kontekst. Titlen var ’We are all Workers’ – et slogan taget fra tøjmærket Levi’s seneste reklamekampagne – og ud fra den devise omkalfatrede han ikke alene Kunsthal Nord men også den tidligere kedelhal i Nordkraft, hvor titelværket optrådte som gigantisk tekstværk. Han opbyggede nye skillevægge i de tidligere døråbningen, hvormed han ikke blot skabte anderledes rumforløb. Han flyttede nemlig også lagerrum såvel som dele af kunsthallens administrative personale ind i de nu aflukkede udstillingsrum, hvorefter han bankede hul i væggen, så publikum kunne følge med i livet ”backstage”. En slags dobbelt Verfremdung i traditionen fra Berthold Brecht (med denne effekt sørgede Brecht for, at tilskuerne undervejs i teaterstykket fik mulighed for at forholde sig kritisk bedømmende til forestillingen for dermed at bryde med illusionen og den fuldstændige identifikation, som man kendte fra det naturalistiske teater). Hos Mikkel Carl fik grebet en omgang mere i og med personalet faktisk var blevet rykket ud af deres regulære kontor og ind i en art kulisse for at udførte deres sædvanlige arbejdsopgaver for åbent tæppe. Udstillingen ’We are all Workers’ var således et vellykket forsøg på at undersøge, hvor langt en kunstner egentlig kan gå i blotlæggelsen af en kommunalt drevet kunstramme, inden nogen siger stop. I dette tilfælde blev det Aalborg brandvæsen. Efter en fuld udrykning, der viste sig at være falsk alarm forbød de værket, hvor røg fra en røgmaskine sivede ud af en ventilationsskakt, som Mikkel Carl havde installeret uden på selve Nordkraft.

Mikkel Carl relaterer sig som nævnt til både den historiske avantgarde fra Marcel Duchamp til André Breton såvel som til 1960’ernes neo-avantgarde med fluxus-kunstnere, popkunstnere m.fl. Hans kunst ligger heri på linje med andre danske neo-neo-avantgardistiske kunstnere, som arbejder konceptuelt: A Kassen, Elmgreen & Dragset, Danh Vo og Superflex. I alle tilfælde problematiserer deres kunst kunstinstitutionen og dens isolering af kunsten som en særlig kategori i forhold til alverdens øvrige ting og af selve kunstværdien, som ikke desto mindre er dirigeret af de i den kapitalistiske økonomi altoverlejrende markedskræfter. Som når Mikkel Carl maler eller måske rettere ”maler” sine delvist tilfældighedsgenerede men samtidig stærkt appellerende malerier på titanium. Det foregår via en såkaldt anodisering, hvor titaniumpladen – eller måske bagsiden af skærmen fra en gammel MacBook – nedsænkes i batterisyre og tilsættes strøm. Det bevirker, at der på overfladen opbygges et lag af små krystaller, som afbøjer lyset. Jo flere volt, desto tykkere bliver laget og dermed længden af lysets bane ud af farvespektret: Brun, lilla, blå, gul, rød, grøn, hvid. Hermed opstår disse forunderlige, randomiserede ”motiver”, som i et vist omfang mimer den abstrakte ekspressionismes mestre: Jackson Pollock og Mark Rothko, eller Barnett Newman tilsat en sjat Anselm Reyle. Denne type maleri har Mikkel Carl arbejdet med on and off siden 2014, og har vist værker hos bl.a. Annaellegallery i Stockholm, Last Resort i København, Ana Cristea Gallery i New York, Basis i Frankfurt, Retrospektive Gallery i Hudson NY, såvel som på adskillige messer heriblandt Market i Stockholm, Artissima i Torino og Material i Mexico City. To af værkerne er også at finde på aRoS store samtidskunstudstilling, der fokuserer på netop den æstetisk-kritiske del af kunstscenen, hvor Mikkel Carl befinder sig: Cool , Calm and Collected.

af Lisbeth Bonde, kunsthistoriker og kunstkritikker på kunsten.nu

Teksten er et kapitel i Dansk Kunst i 10'erne, Gyldendal.
2017


#